Stenalderen
Ældre og mellemste stenalder
De tidligste beviser på menneskelig tilstedeværelse i Slesvig-Holsten stammer fra neandertalerne (homo neandertalensis) og er ca. 60.000-80.000 år gamle. Ved Drelsdorf og Schalkholz i den vestlige del af Slesvig-Holsten har man fundet håndkiler, skrabere og huggeaffald fra flintesten så som stenflis og råsten.
Stenalderens jægere – med spyd og spydslynge
Da gletsjerne smeltede under sidste istid for mere end 14.000 år siden, holdt store flokke af rensdyr og vildheste deres indtog i tundralandskabet. Disse fik selskab af moderne mennesker (homo sapiens), der udviklede sig til højt specialiserede rensdyrjægere.
Først slog udøverne af den såkaldte hamburgkultur (12.700-11.900 f.Kr.) sig ned i områder, hvor der var gode muligheder for at jage rensdyr med spyd og spydslynge. Jagtmetoden bestod i at nedlægge vandrende flokke via bagholdsangreb, idet man placerede sig på strategiske steder.
Udøverne af den såkaldte ahrensburgkultur (10.800-9600 f.Kr.) brugte bue og pil, et redskab man også mener blev udviklet af dem. Med det nye våben ændrede jagtmetoden sig tilsyneladende også. Jægerne inden for ahrensburgkulturen benyttede sig nemlig af klapjagt som fangstmetode, hvilket var særdeles indbringende, det vidner over 20.000 knogle- og gevirrester fra fundstedet Stellmoor om.
Fra ca. 9600 f.Kr. var den sidste istid slut. Med tiltagende klimaopvarmning bredte skovdækket sig, og fra godt 7000 f.Kr. var landskabet præget af skove. I den mellemste stenalder (9600 - 4100 f.Kr.) levede menneskerne af jagt, fiskeri og indsamling af spiselige planter, alt efter hvad årstiden bød på. De anlagde helst deres bopladser i nærheden af vand eller på øer i søer og undgik tæt urskov.
På bredden af en nu udtørret sø ved Duvensee har arkæologerne fundet bopladser fra den mellemste stenalders jægere og samlere. Undersøgelser viser, at bopladsens indbyggere fremstillede barkmåtter ved at skrælle barken af birk og fyrretræ, de samlede og ristede hasselnødder, lavede værktøj og fortærede det medbragte bytte. Pil og bue var jægernes vigtigste jagtredskaber. Udover net og ruser fangede man også fisk ved hjælp af fiskespyd og fiskekroge.
Fiskere i stenalderen – på sæljagt
I slutningen af den mellemste stenalder boede der mennesker langs Nord- og Østersøens kyster året rundt. Arkæologer kalder denne periode for ertebøllekulturen (5500-4100 f.Kr.) efter et fundsted i Danmark. Udøverne af ertebøllekulturen var dygtige jægere, der nedlagde kronhjorte, vildsvin og rådyr med bue og pil eller spyd. Herudover viste havet sig at være en noget nær uudtømmelig næringskilde: med gevirharpuner jagtede man sæler og sælhunde, og fiskeriets store betydning dokumenteres gennem fund af fiskegårde, ruseanlæg og ålestænger.
Vigtige opfindelser under ertebøllekulturen var lerbeholdere til madlavningsbrug. I den sene stenalderperiode omkring 4100 f.Kr. har man fundet de første tegn på dyrehold og korndyrkning, der dog spillede en underordnet rolle i forhold til ernæringen. Importøkser- og biler af eksotiske stensorter vidner om kontakt- og byttenetværk med nærliggende bondekulturer i syd.
Yngre stenalder – den første bondekultur
Bemærk: Udstillingsområdet om bondestenalderen er lukket indtil videre på grund af renoveringsarbejde.
Fra midt i det 5. årtusind blev det nordtyske fladland i stigende grad påvirket af bondekulturerne i syd. Dette førte til en langsom forandring af handelsmønstre og levevis. Omkring 4.000 f.Kr. var jæger-, samler- og fiskersamfundets tid forbi i Nordeuropa.
I den yngre stenalder udgjorde jordbrug og kvægdrift den primære næringsforsyning, og tidligere tiders naturforbundne levevis rykkede langsom i baggrunden. De første metaller nåede Nordeuropa som byttevarer eller gaver, og vidner om overregionale kontakter. Kvalitetsflintesten lader til at have været en hyppig handelsvare.
De ældste vognspor vidner om brug af tohjulede kærrer til lasttransport. Konstruktionen af monumentale megalitgrave og kæmpestore, varige konstruktioner, såkaldte jordværker, viser bostedets store betydning. Konstruktionen af storstensgravene samt deponeringen af ofre lader overvejende til at være blevet udført i fællesskab. Individet træder her til side til fordel for gruppen. Først midt i den yngre stenalder, omkring år 2.600 f.Kr., dominerede enkeltmandsgrave i små gravhøje.
